Husbeskrivelse
Skibsted Fjord er et godt feriested både for den stille naturnyder og den, der ønsker et højt aktivitetsniveau. De afvekslende naturscenarier udfordrer sanserne til alle årstider. At vi befinder os i gammelt kulturlandskab vidner de mange gravhøje og jættestuer fra stenalderen om. De lave rolige fjordvande er et eldorado for windsurfere og der er ikke langt til en god badestrand ved Nissum Bredning.
Feriehuset ligger på en stor naturgrund med frugttræer og -buske og hyggeligt stisystem. Der er rigelig med plads at boltre sig på.
I nærheden ligger "Limfjordscentret Doverodde Købmandsgård", et spændende aktivitetscenter med oplevelser og udfordringer for hele familien. Her er skovlegeplads og mulighed for rappeling fra tårnet. Fra centret kan man på oplevelsestur i kanoer og havkajakker iagttage et varieret fugle- og dyreliv. Eller tag til Agger ved Vesterhavet, hvorfra man kan sejle til Thyborøn, en typisk fiskerby med gode fiskerestauranter og besøg det flotte Kystcenter eller "JyllandsAkvariet".